JAM FREDERIKSHAVN CHEERLEADING
VEDTÆGTER
Vedtægter
Jam Frederikshavn Cheerleaders
§ 1. Navn og hjemsted
Foreningen Jam Frederikshavn Cheerleaders er stiftet den 20/8 2003 og har hjemsted i Frederikshavn kommune.
Foreningen er tilsluttet DAFF (Dansk Amerikansk Fodbold Forbund), og er underlagt DAFF´s love og bestemmelser.
§ 2. Formål
Foreningens formål er først og fremmest at udføre cheerleading ved f.eks. at lave konkurrencer shows/opvisninger. Herudover har klubben til formål at deltage ved forskellige cheerleading konkurrencer i såvel indland, som udland for på denne måde at være med til at videreudvikle sportsgrenen i Danmark.
At oparbejde og styrke sammenholdet og kammeratskabet blandt medlemmerne. At skabe optimale rammer for udviklingen af et højt niveau blandt udøverne.
At udbrede og videreudvikle sporten.
At styrke fællesskabet, sammenholdet og det sociale liv i foreningen.
At udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.
§ 3. Medlemskab
Alle der ønsker det, kan blive medlem ved henvendelse til de personer der anvises til, på foreningens anvendte digitale medie. Når det nye medlem starter, tages der imod af det relevante trænerteam. Dog er det bestyrelsen som tager imod støtte medlemmer. Trænere som ikke selv er udøvere er automatisk kontingentfri medlemmer.
Støtte medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men har fra man fylder 17 år tale- og stemmeret på ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger og er valgbare til bestyrelsen.
Trænere over 17 år har stemmeret, men er ikke valgbare til bestyrelsen.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter, og leve op til foreningens formålsbestemmelse.
Hvis der stilles tvivl om optagelse af medlemskab i foreningen, skal sagen fremlægges for bestyrelsen. Afgørelser i denne slags sager, skal af en samlet bestyrelse, afgøres ved simpelt stemmeflertal.
§ 4. Indmeldelse
Alle der ønsker det kan blive medlem ved henvendelse til træner/leder eller bestyrelsen og anmode om medlemskab af foreningen, såvel aktive medlemmer som støttemedlemmer.
Medlemskabet gælder fra den dag medlemskontingent er betalt. Indmeldelse og udmeldelse skal ske skriftligt.
Et medlem kan ekskluderes såfremt kontingent ikke betales rettidigt, eller hvis medlemmet på nogen måder skader foreningens anseelse og arbejde.
§ 5. Udmeldelse
Udmeldelsesprocedure fastsættes af bestyrelsen, og beskrives på foreningens anvendte digitale medie.
Udmeldelse skal ske med mindst en uges varsel. I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med foreningen afvikles.
Ved udmeldelse refunderes der ikke kontingent eller andre bindende gebyrer, hvis medlemmet ønsker at stoppe i en kontingentperiode.
For medlemmer under 17 år, skal udmeldelse godkendes af forældre eller værge.
§ 6. Kontingent
Bestyrelsen fremsætter forslag til kontingent, og kontingentet forhandles og fastsættes af generalforsamlingen på den ordinære generalforsamling hvert år i marts måned.
Bestyrelsen kan fastsætte midlertidig kontingent for et nyt hold/aktivitet som efterfølgende forhandles og fastsættes af generalforsamling på næstkommende generalforsamling.
Fra og med sæson 2026/2027 er indbetalingsterminer kvartalsvis for Tiny og Mini begynder hold og halvårlige for øvrige hold. Opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
Der refunderes ikke kontingent hvis udøveren har pause i træningen. Dette eksempelvis ved skader, sygdom, rejser eller midlertidig udelukkelse.
§ 7. Restance
Kontingentet eller andre indbetalinger, eksempelvis indbetaling til konkurrencer, skal være indbetalt på den opkrævningsdato, som er foreskrevet på selve indkrævningen.
Hvis denne frist for indbetaling ikke overholdes, skal der udstedes en påmindelse, med ny frist for indbetaling af restance. Foreningen og bestyrelsen kan ikke sanktionere over for medlemmet, før påmindelsens frist er overskredet. (jvf. §8)
§ 8. Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt (midlertidig udelukkelse) eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser (jvf. §7)
Stk. 1. Midlertidig udelukkelse.
I sager om midlertidig udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. Der skal altid ligge en plan som Bestyrelsen udarbejder for, hvordan medlemmet kan vende tilbage til foreningen og de aktiviteter man udelukkes fra. En midlertidig udelukkelse må maksimalt have en længde på to uger, dog ved kontingentrestance kan udelukkelsen vare indtil økonomiske mellemværender er bragt i orden. Ved midlertidig udelukkelse skal Bestyrelsens majoritet være på 60% af hele Bestyrelsens medlemmer. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 2. Eksklusion.
I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Hvis medlemmet er under 18 år fremføres sagen af forældremyndighedspersoner eller værger på generalforsamlingen. En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægt, altså at 60% af de stemmeberettigede på generalforsamlingen stemmer på eksklusion.
§ 9. Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned.
Stk.1. Indkaldelsesform.
Der indkaldes til generalforsamling ved annoncering på interne på sociale medier senest 14 dage før denne. Indlæg og forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen, og med et opslag på foreningens anvendte digitale medie.
Første indkaldelse (2 uger før): Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med senest 2 ugers varsel.
Indkomne forslag (8 dage før): Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 2. Tale- og stemmeret.
Der kan stemmes ved personligt fremmøde. Dog tillades det, at et stemmeberettiget medlem, kan afgive sin stemme ved afgivelse af fuldmagt. Man kan kun fremvise en fuldmagt pr. deltager på generalforsamlingen.
Medlemmet har ikke stemmeret, hvis det er i kontingentrestance.
Medlemmer der er fyldt 17 år har tale- og stemmeret. Når et medlem er mellem 17 og 18 år, kan tale og stemmeretten gives til én forælder/bonusforælder eller en værge, hvis medlemmet ønsker dette. Medlemmet skal i denne situation skrive en fuldmagt, som skal fremvises på generalforsamlingen.
Ved medlemmer under 17 år, har én forælder/bonusforælder/værge automatisk tale og stemmeret.
Stk. 3. Adgang til generalforsamlingen.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, støttemedlemmer, forældre/bonusforældre eller værger samt hvem bestyrelsen måtte indbyde, dog med relevans for dagsordenen og procedure i forhold til mødets afholdelse. En rettidig indvarslet generalforsamling, er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
Stk. 4 Definition af bonusforældre.
Definitionen på hvornår man kan betragtes som bonusforælder følger retningslinjerne fra det offentlige.
§ 10. Dagsorden til ordinær generalforsamling
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum omfatte følgende punkter:
1) Valg af dirigent og referent.
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3) Forelæggelse af revideret regnskab for det forløbne år til godkendelse.
4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse, samt fastsættelse af kontingent.
5) Behandling af indkomne forslag.
6) Valg til bestyrelse. (Jvf. § 13 stk.1)
7) Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen. (Jvf. § 13 stk. 2)
8) Valg af 1 revisor og 1 bilagskonsulent.
9) Eventuelt.
§ 11. Generalforsamlingens ledelse
Stk. 1.
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 2.
Hvis der er punkter på generalforsamlingen, som ikke godkendes eller afsluttes, indkaldes der til ekstraordinær generalforsamling. Den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest seks uger efter den uafsluttede ordinære generalforsamling.
Indkaldelse og dagsorden med bilag, skal være medlemmerne i hænde senest to uger inden ekstraordinær generalforsamling afholdes og der gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
Stk. 3.
Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, jf. § 18 og § 19. Majoritet i sager om eksklusion, er beskrevet i § 8.
Stk. 4.
Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt et medlem forlanger det. Ved personvalg og sager om eksklusion, dog altid ved skriftlig afstemning.
Stk. 5.
Referenten udfærdiger et referat, som godkendes og underskrives af dirigenten. Der kan ikke redigeres i det af dirigenten godkendte referat. Bestyrelsens påtegning af referatet kan først ske efter at dirigenten har godkendt referatet.
Bestyrelsens påtegning skal alene ses, som en bekræftelse på, at bestyrelsen er bekendt med de trufne beslutninger, som bestyrelsen er forpligtet til at effektuere.
Referatet skal være foreningens medlemmer i hænde senest to uger efter generalforsamlingen. Referatet sendes ud på samme måde som indkaldelsesformen til generalforsamlingen, beskrevet i § 9. Stk.1.
Referatet lægges endvidere tilgængeligt i klubbens lokaler og på foreningens anvendte digitale medie. Dette senest to uger efter generalforsamling, og ansvaret for ovenstående påhviler bestyrelsen.
Alle kan få vedlagt en indsigelse/påtegning til referatet. Denne vedlægges som bilag til referatet.
§ 12. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mindst 30 % af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom. Dette med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamlingen skal afholdes senest seks uger efter begæringens modtagelse. For krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
Angående ekstraordinær generalforsamling i forlængelse af ordinær generalforsamling, se § 11. stk. 2.
§ 13 Valgbarhed og procedure for valg til bestyrelse
Stk. 1.
Foreningens bestyrelse består af 7 medlemmer incl. formanden. Bestyrelsens medlemmer vælges af generalforsamlingen for en to- årig periode, således at disse afgår med 4 incl. formanden i de lige årstal og 3 i de ulige årstal.
Formands-, næstformandsposten kan ikke bestrides af et medlem under 18 år. Formanden vælges på generalforsamlingen, den resterende bestyrelse konstitueres efterfølgende ud fra nedstående retningslinjer.
Valgorden for bestyrelsesposter er følgende:
Valg af formand på generalforsamling i lige år.
Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer i lige år
Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer i ulige år
Valg af næstformand blandt bestyrelsesmedlemmer på 1. efterfølgende bestyrelsesmøde i ulige år.
På generalforsamlingen vælges også 2 suppleanter for bestyrelsen, som træder i funktion såfremt bestyrelsesmedlem(mer) frafalder. Suppleanter vælges for et år af gangen.
Stk. 2
Fratrædelse af bestyrelses- og suppleantposter mellem ordinære generalforsamlinger:
I tilfælde af, at et ordinært medlem udtræder af bestyrelsen og en suppleant indtræder på en ordinær bestyrelsespost, skal suppleanten fratræde den ordinære bestyrelsespost, ved næstkommende ordinære generalforsamling. Dette uanset om det sker midt i bestyrelsespostens to- årige periode.
Fratræder der mellem 2 ordinære generalforsamlinger så mange bestyrelsesmedlemmer, at alle suppleanter indtræder på bestyrelsesposter, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvis Bestyrelsen ønsker valg af nye suppleanter indtil næste ordinære generalforsamling.
Fratræder der mellem 2 ordinære generalforsamlinger flere ordinære medlemmer end Bestyrelsen har suppleanter som kan indtræde posterne, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling for valg af manglende medlem(mer) og evt. suppleanter.
Stk. 3.
Valgbare til bestyrelsen er såvel aktive som støtte medlemmer, der er fyldt 17 år og har stemmeret, jf. § 9. Dog er trænere som er fyldt 17 år og har stemmeret ikke valgbare til bestyrelsen.
Når et aktivt medlem er mellem 17 og 18 år, kan én forælder/bonusforælder eller én værge vælges til bestyrelsen. Dette hvis medlemmet afgiver sin myndighed via en fuldmagt.
Ved aktive medlemmer under 17 år, er én forælder/bonusforælder eller én person med værgeret, automatisk valgbar.
Der kan altså til bestyrelsen ikke vælges flere forældre/bonusforældre/værger til et fælles medlem – ej heller hvis disse også er forældre/bonusforældre/værger for flere medlemmer.
Bliver man som forælder valgt ind i bestyrelsen og ens udøver udmeldes eller fylder 18 år, skal man indmelde sig som støttemedlem for at fortsætte i bestyrelsen.
Stk. 4.
Det er ønskeligt at bestyrelsen er bredt repræsenteret af de forskellige brugergrupper i foreningen.
Stk. 5.
Klubben benytter ekstern kasserer, som ikke er medlem af Bestyrelsen. Den af Bestyrelsen ansatte kasserer skal være fyldt 18 år.
§ 14. Bestyrelsen
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.
Formanden og i hans forfald næstformanden, har forsæde i bestyrelsesmøderne. Ved stemmelighed er formandens, eller ved formandens forfald, næstformandens stemme udslagsgivende.
Bestyrelsen kan og må nedsætte nødvendige udvalg, til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsesmøder afholdes mindst 4 gange årligt og efter behov, således at afklaring omkring relevante emner ikke trækker ud.
Indkaldelse til bestyrelsesmøder samt udarbejdelse, udsendelse og godkendelse af dagsordener og referater internt i Bestyrelsen foregår i henhold til Bestyrelsens interne forretningsorden, som kan revideres løbende med godkendelse af flertal i Bestyrelsen.
Over alle Bestyrelsens forhandlinger føres som minimum en forhandlingsprotokol, som skal være tilgængelig på klubbens hjemmeside/portal senest 14 dage efter et Bestyrelsesmøde.
For de forpligtelser som Bestyrelsen lovligt pådrager foreningen, hæfter alene foreningen med sin formue.
§ 15. Regnskab Foreningens regnskabsår er kalenderåret, altså 1. januar – 31. december.
Bestyrelsen skal inden den 1. februar afgive årsrapport for det foregående år til revisorerne.
Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.
Årsrapport udsendes til foreningens medlemmer sammen med anden indkaldelse til den ordinære generalforsamling.
§ 16. Revision
Revisorerne skal hvert år i februar måned gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede.
Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning.
Revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 17. Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes af formanden og kasserer.
Bestyrelsens honorar kan som maksimum andrage den af staten godkendte takst. Andre eksterne ydelser som vurderes hensigtsmæssige for foreningens virke og udvikling, kan tilkøbes. Hvis nedenstående ikke er budgetsat på den årlige generalforsamling, gælder følgende regler:
• Ved økonomiske dispositioner over 50.000 kr., kræves underskrift fra en samlet bestyrelse, som vedlægges forhandlingsprotokollen fra et bestyrelsesmøde.
• Køb, salg, leje eller pantsætning af fast ejendom, skal godkendes af generalforsamlingen.
• Lånoptagelse, leasing og leje af større aktiver, skal godkendes af generalforsamlingen.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.
Det står bestyrelsen eller foreningen frit for at afholde interne konkurrencer eller andre arrangementer, dette også i samarbejde med andre idrætsforeninger. Det skal bestræbes at arrangementet som minimum er udgiftsneutralt, og endeligt revideret regnskab over arrangementet, forelægges den årlige ordinære generalforsamling, som en del af årsregnskabet.
Bestyrelsen har bemyndigelse til at oprette udlægskonti, til de udvalg der er fungerende i foreningen. Alle udlægskonti skal fremlægges i årsregnskabet, og revideres jf. § 15 & 16
Bestyrelsen kan meddele fuldmagt til enkeltmedlemmer og kasserer. Dette eksempelvis til kassereren i forhold til sædvanligt pengeinstitut og i forbindelse med indberetninger m.v. til offentlige myndigheder.
§17. Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 60% af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 18. Opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages, på to i dette øjemed ekstraordinære generalforsamlinger. Der skal være 14 dages mellemrum.
Afstemning om foreningens opløsning er kun lovlig, hvis der på den første ekstraordinære generalforsamlinger, er 60% af foreningens stemmeberettigede medlemmer til stede.
For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst 75% af de afgivne stemmer er for forslaget. Ved opløsning tilfalder foreningens overskud Frederikshavn kommune.
Vedtægter er godkendt på generalforsamling og er gældende pr. 05.05.26
